Når du efter 9. eller 10. klasse skal starte i 10. klasse eller på en ungdomsuddannelse (erhvervsuddannelse eller gymnasial uddannelse), skal du lave en tilmelding på Optagelse.dk, hvor du registrerer dit uddannelsesønske for det kommende skoleår.
Det er et samarbejde mellem dig, dine forældre, din skole og den UU-vejleder der er tilknyttet din skole, at få lagt oplysningerne i Optagelse.dk, så din tilmelding er klar til afsendelse den 1. marts kl. 12, hvor der er frist for tilmelding til en ungdomsuddannelse.
UU-vejlederen på din skole, viser dig og dine klassekammerater, hvordan I udfylder optagelse.dk. Det er dit og dine forældres ansvar at få udfyldt og afsendt din tilmelding i Optagelse.dk. Hvis du får supplerende vejledning, kan din UU-vejleder hjælpe dig.
Din skole skal lægge dine standpunktskarakterer ind på siden.
Dine forældre skal underskrive din side på optagelse.dk digitalt med MitID for at den er gældende og bliver videresendt til den 10. klasse eller ungdomsuddannelse du søger.
Skal du på efterskole eller til udlandet?
Hvis du skal på efterskole i 10. klasse, skal denne også søges via Optagelse.dk senest 1. marts kl. 12, selvom du måske allerede har en plads på efterskolen. Skal du f.eks. på et udlandsophold efter grundskolen, skal du også registrere det på optagelse.dk.
Optagelsesprøve
Hvis du ikke opfylder adgangskravet til den ungdomsuddannelse du søger, har du mulighed for at komme til en optagelsesprøve på den 1. prioritet, du har valgt. Din ansøgning bliver sendt til din 1. prioritet og du bliver indkaldt til optagelsesprøven via eBoks, som du selv har ansvaret for at holde øje med, tilmelde og møde op til.
Ikke bestået optagelsesprøve
Hvis du ikke består optagelsesprøven, har du mulighed for at tale med din UU-vejleder igen. Du skal herefter vælge en ungdomsuddannelse eller en anden aktivitet, der forbereder dig på uddannelse, og som du har mulighed for at starte på.